Søndag d. 17 juli startede som en rigtig hyggelig dag. Vi var kørt på stranden med Lukas og Magnus. Mine piger bader ikke, men de blev lokket lidt ud og soppe og ellers hyggede de sig i vandkanten med at rende frem og tilbage for at holde øje med Lukas, der havde travl med at svømme ud efter sit legetøj og ind igen, så nogen kunne kaste det ud igen.
Søndag aften får Freya dårlig mave og natten til mandag må jeg op 4 gange for at lukke hende ud. Om morgenen koger jeg derfor noget pasta og blander i hendes mad sammen med noget zoolack, så det kan stabilisere lidt.
Der går dog ikke en time, så kommer hele moliviten op igen. Jeg tænker derfor for mig selv, at hun hellere må faste i 24 timer, inden jeg prøver med pasta igen.
I løbet af mandagen render hun jævnligt i haven og hun kaster også op. Natten til tirsdag kalder hun igen, men jeg når ikke at lukke hende ud. Hun kan simpelhen ikke holde på det. Jeg kan derfor konstatere, at der nu er blod i afføringen.
Kl. 8:00 ringer jeg til min dyrlæge, der desværre er ferieramt og derfor ikke kan tage mig ind, men råder mig til at finde en anden. Jeg vælger derfor at putte Freya i bilen og køre til Køge, der har åben konsultation. Her får hun noget kvalmestillende og noget antibiotika. Han måler også hendes temperatur, der viser sig at være for lav og så synes han hun lugter...
På den baggrund vælger han at teste hende for parvovirus og jeg får besked på, at hverken pigerne eller jeg må komme i nærheden af andre hunde.
Vi aftaler også, at hvis hun bliver ved med at kaste op, skal vi komme igen så hun kan få noget væske.
Da vi kommer hjem lægger Freya sig i sofaen og putter. Der er ingen tvivl om, at hun har det skidt. Hun vil ikke drikke, så jeg forsøger at få noget væske i hende med en engangssprøjte og hver gang jeg sprøjter vand i munden på hende, virker det som om at det bare kommer ud i den anden ende. Jeg skifter tæppe og håndklæde i sofaen konstant og det der kommer ud, bliver mere og mere rødt.
For ikke at skulle skylle hende hele tiden beslutter jeg at hente saksen og begynder at klippe hendes faner af bagdelen. Her kan jeg så konstatere at bloder stille løber ud af rumpen på hende.
Jeg kontakter igen dyrlægen og vi beslutter at jeg skal køre til Karlslunde og få hende indlagt så hun kan få noget væske. Imens jeg snakker med dyrlægen trisser Freya rund på terassen og kan ikke rigtig finde ro og hver gang hun rejser sig ligger der en stor blodplet, der hvor hun har ligget.
Jeg folder et vattæppe og lægger på passagersædet i bilen og bærer Freya ud.
Herfra går det stærk. På vej til Karlslunde bliver hun mere og mere mat og jeg lægger ubevidst min ene hånd på hendes bryst, så jeg kan mærke hendes vejrtrækning imens jeg kører.
Da vi lander i Karlslunde og jeg skal have hende ud af bilen, er hun som en karklud i mine arme og hun hiver efter vejret. Tæppet hun har ligget på er gennemvædet af blod.
Den søde dyrlæge undersøger hende hurtigt og render så afsted med hende, så de kan få lagt et drop.
Da hun kommer tilbage, sætte jeg hende ind i forløbet og vi bliver enige om at de skal tage blodprøver og røngent og evt. en ultralyd.
Da jeg kører derfra er det med en stor klump i maven og tårerne triller. Jeg er slet ikke i tvivl om at det her er kritisk...
De ringer til mig et par timer senere. Freya er stadig slatten. Hun får væske og antibiotika gennem et drop.
Røngten viste at der ikke var nogen fremmedelegemer at se, men de kunne se nogle små udposninger, som de ikke rigtig kunne bestemme på røngten. Derfor havde de også lavet en ultralydsscanning. Her kunne de se at organerne var fine og at der ikke var tegn på underlivsbetændelse. Udposningerne var tarmene der var generet.
Blodprøverne viste at hendes infektionstal i hele kroppen var meget højt og at hun ikke havde ret mange hvide blodlegemer. Derfor havde de valgt at lave en forbyggende behandling for blodforgiftning og så kunne kun tiden vise om antibiotikaen kunne slå infektionen ned.
Det var den længste nat i mit liv....
Jeg var vågen rigtig mange gange for lige at tjekke telefonen, om jeg nu havde overhørt at de havde ringet.
Onsdag morgen blev jeg ringet op igen med en ny status. Freya var kommet igennem natten. Hun var begyndt at løfte hovede og kigge på dem, når de gik forbi og hun var begyndt at tisse, hvilket betød at hendes krop var begyndt at optage noget af al den væske de havde puttet i hende. De ville dog gerne lave nogle flere test i løbet af dagen.
Omkring kl. 13:30 blev jeg ringet op igen. Freyas tal var endelig på vej ned og hun var nu ude af den kritiske tilstand. De gav hende stadig væske og antibiotika i drop, så jeg kunne ikke få hende hjem endnu. De ville gerne have at hun kunne drikke selv og også gerne spise lidt, så de var sikre på at hun ikke fik tilbagefald, når hun fik mad.
Torsdag formiddag kom opringningen jeg havde håbet på. Freya måtte komme hjem.
Nu venter en uge med div. piller, skånekost, ro, nus og pleje. Og så glæder jeg mig til min lille mus er helt på toppen igen.
