Tiden flyver afsted og babyerne vokser og vokser.
I denne uge er hvalpene blevet introduceret til fast føde - hvalpetørkost opblødt i kogende vand.
Jeg starter altid op med en hvalp af gangen på skødet og så får de lidt med en teske. Det er altid lidt en kamp i starten, da mors mad altid er bedst. Så det gælder om at komme før Viol, hvis de skal være interesseret og samtidigt nå at fange alle og få givet dem lidt, inden de opgiver og falder i søvn igen.
I løbet af ugen er de dog blevet så gode, så vi nu forsøger at spise sammen i hvalpekassen...og sikke et svineri. Grot er faktisk rigtig god til det, men pigerne vil hellere lege, så de tramper rundt i tallerkenen og derefter op i hinanden.
Vi er også begyndt på renlighedstræningen. Jeg har ikke haft vinterkuld før, så normalt ville jeg have båret dem ud på græsset, når de har spist, men det duer jo ikke. Så jeg har sat en bakke med køkkenrulle op i kassen og efter 2 døgn søger pigerne den stort set hver gang de skal tisse eller prutte. Kun Grot skal vise at han er "en rigtig hanhund" og tisser hvor det passer ham.
Vi har også fået tænder nu og er så småt begyndt at ruske lidt i legetøjet.